Tegning har altid været en stor del af mit liv
Særligt tålmodighed og detaljegrad fascinerer mig, og det er ofte tanken om det endelige resultat, der motiverer mig i mit arbejde – at arbejde på de mindste detaljer, for så at gå på afstand og betragte helheden. Jeg arbejder også som selvstændig sangskriver og producer, og min hverdag er fyldt med melodier, ord og lyde, der kontinuerligt cirkulerer i mine tanker. Når jeg tegner kan jeg lægge de tanker i baggrunden, og kan på den måde give plads til en pause og en indre ro. En ro, som afspejler sig i mine motiver, ofte af hytter og huse, omgivet af forskellig natur.
Gennem mine værker fjerner jeg fokus fra vores moderne samfund, og forestiller mig selv bo og leve i de mest fjerne hjørner i verden, hvor en simpel og tidløs tilværelse kan føres. Denne forestilling er for mig et interessant kig ind i en alternativ virkelighed. Jeg ved ikke om dén virkelighed er bedre, og jeg vil højst sandsynligt aldrig finde svaret, men jeg synes der er noget på én gang smukt og ensomt over den. Følelsen af ensomhed er noget, der altid har fulgt mig. En følelse jeg er vokset op med og har brug for at mærke, men som jeg samtidig ikke lader fylde for meget. Jeg tror vi alle sammen har brug for dén plads, som ensomhed i små mængder kan give os. Og dén plads er hvad jeg forsøger at give med mine tegninger.
Alle mine værker er tegnet med en simpel pen. En tynd sort 0.05 fiberpen, som jeg første gang tegnede med i 2013. Jeg benytter hverken lup, lineal eller optegninger med blyant. Derimod planlægger jeg, hvordan jeg overordnet ønsker mit motiv skal fremstå og balancere, før jeg sætter den første streg. På den måde skaber jeg noget hver gang planlagt og grafisk, og samtidig intuitivt og levende, hvor mindre ændringer og tilfældigheder opstår.
Du kan følge mit arbejde på Instagram her nedenfor, hvor jeg løbende lægger tegninger og processer op:
Instagram-profil